Fra i morgen er det traditionen tro julekalendertid – og R&A og USGA har været så venlige at reducere antallet af regler fra 34 til 24, som således passer perfekt til en klassisk julekalender.
I december måned er der således en regel-julekalender på Golf.dk, hvor der hver dag ”åbner en ny låge” med én af de 24 golfregler.
Julekalenderen er initieret og udarbejdet af Hans Christian Colov fra Rungsted Golf Klub, hvorfor vi har den særlige mulighed, at vi dagligt kan præsentere ”dagens regel” direkte i medlemmernes mailbox med et link direkte til konkurrencen på Golf.dk.
Mailen indeholder også links til den fulde regeltekst og andet relevant (mailen sendes, så den kan læses fra kl. 06.00 for de, der ikke kan vente på indholdet af ”dagens låge”).
Uanset om du tidligere har tilhørt gruppen, der kunne reglerne i søvne, eller om du har tilhørt den modsatte gruppe (som ikke engang i vågen tilstand kan gøre rede for dem), får du nu en unik mulighed.
Modsat så meget andet vi indtager i december, så feder de nye regler ikke! Så du kan roligt fordøje én hver dag. God appetit!