Budskab

RESTAURANT - MIDDAG I KLUBBEN

GENERALFORSAMLINGEN FLYTTES TIL 29. APRIL

Den tidligere annonceret dato for årets ordinære generalforsamling ændres til mandag 29. april kl. 19.30 i restauranten i klubhuset.
 
Senest 14 dage før udsendes den officielle indkaldelse med dagsorden, beretning, regnskab etc.

NYT OM RGK´s KLUBBER-I-KLUBBEN

Rungsted Golf Klub sætter pris på det engagement og det klubliv, som vores klubber-i-klubben (KiK) skaber.

Som flere af DGUs analyser viser, er KiK-tilbud et vigtigt parameter for fastholdelse af nuværende og tiltrækning af nye medlemmer. Men der skal være plads til alle vores medlemmer – også de, som af en eller anden grund ikke er med i en KiK.

Sammen med bestyrelsen har vi derfor valgt at kigge på vores KiK-tilbud og lave et par mindre ændringer, som både har til hensigt at sikre et relevant udbud af KiK samt at skabe flest mulige starttider for de 62% af medlemmerne, som ikke er med i en KiK.
 
Ny herreklub
Der er taget initiativ til at starte en ny herreklub for de 25-65 årige erhvervsaktive, mandlige medlemmer, som har svært ved at nå de tidlige starttider hos Løverne. Da dameklubben ½Fire opløste sig selv i slutningen af sæsonen 2018, har initiativtagerne til denne herreklub bl.a. fået tildelt den tidligere ½Fire klubs starttider. Afhængigt af antal medlemmer vil den nye herreklub gå ud i 3-bolde om torsdagen ca. fra kl. 15 til og med kl. 15.52. Der er 27. februar sendt invitation til potentielle medlemmer af denne nye KiK, og allerede nu ser interessen ud til at være stor.
 
Konsolidering af starttider
Der henstilles til, at KiK-starttider konsolideres dels til 3- og 4-bolde afhængig af KiK, og dels skal spilletider rykkes sammen, således at der ikke opstår huller i spillerækken. Begge dele vil medvirke til at skabe flere starttider til andre golfspillere i forlængelse af KiK-spillerne.
 
Frigivelse af tider
Fra denne sæson vil ledige KiK-tider blive frigivet dagen før kl. 8.00 til alm. spil. Dermed kan andre spillere reservere starttider i umiddelbar forlængelse af KiK’erne.
 
Et Klub-i-Klub tilbud pr. medlem
Det er besluttet, at man kun kan være medlem af én KiK samtidigt. Her bør det nævnes, at hverken fredagens Juniortour eller Elitens onsdagsturneringer betragtes som KiK. I 2019 kan spillere, der allerede er medlem af to KiK dog fastholde dette (eks. Trekroner og Ladybirds).

TILMELDING TIL REGELINFOMØDER

25. MARTS / 9. APRIL

Som de fleste sikkert ved, er der kommet nye golfregler globalt, hvilket også indebærer et par nye lokalregler i Rungsted Golf Klub.

Klubbens regelambassadører Hans Christian Colov og Anders Lassen inviterer derfor til en regelaften, hvor alt det nye gennemgås, og de fremmødte kan få lejlighed til at stille spørgsmål til implementeringen af de nye golfregler i selve spillet.

Der er som tidligere annonceret to muligheder for deltagelse i en regelaften nemlig 25. marts eller 9. april.

Vi vil meget gerne vide på forhånd, hvor mange der deltager, hvorfor tilmelding er nødvendigt. Vælg ét af nedenstående links for tilmelding.

Vi glæder os til at se rigtig mange af jer.

RGK ÅBNINGSTURNERING 7. APRIL 2019

BANG & OLUFSEN, VEDBÆK - GREENSOME

Så er der åbent for tilmelding til årets åbningsturnering i Rungsted Golf Klub.

Bang & Olufsen, Vedbæk, ved Claus Epe er trofast sponsor for klubbens åbningsturnering søndag 7. april.

Der spilles som altid en greensome stableford med samlet start kl. 09.00 på alle huller (Kanonstart). Juniorer kan deltage som makker med et seniormedlem.

Prisen for deltagelse er kr. 175 pr. person og inkluderer en øl/vand samt grillpølser med tilbehør efter runden. Beløbet betales online for holdet med 350 kr. ved tilmelding.

For de morgenfriske inviterer vores nye restauratører Mikkel og Jonas på kaffe og croissanter fra kl. 08.00.

RESTAURANTEN

I dag fredag 1. marts slår Jonas og Mikkel dørene op til sæsonen og åbner restauranten til frokost alle ugens dage. De glæder sig meget til at tage imod klubbens medlemmer.

Menuen skiftes løbende, så sæsonens råvarer altid benyttes, og medlemmerne kan opleve den fine variation, Mikkel og Jonas byder på. Menukortet suppleres af tavleretter, og for medlemmer er der selvfølgelig de traditionelle uspecificerede håndmadder.

Husk at kigge forbi til ÅBNINGSRECEPTION i morgen lørdag 2. marts mellem kl. 14.00 og 17.00, hvor Jonas og Mikkel byder på et glas og lidt snacks.

Formand for klubbens restaurationsudvalg Lars Svensson holder en kort velkomsttale kl. 14.30.

Kom til Middag i Klubben fredage og lørdage, hvor Jonas og Mikkel serverer en lækker menu, der starter med velkomstdrink og snacks. Inkl. vinmenu er prisen kr. 595/pers, men man kan også bestille menuen uden vin for kr. 445/pers.

De håber at se mange af klubbens medlemmer med familie og/eller venner til en hyggelig og afslappet aften i vores dejlige restaurant. 

Husk at bestille bord hos Jonas på mail eller tlf.: 45 86 41 49.

VIGTIGE DATOER I NÆR FREMTID

1. marts:       Restauranten åbner
2. marts:       Åbningsreception for Jonas og Mikkel
25. marts:     Regelaften #1
7. april:         Åbningsturnering
9. april:         Regelaften #2
28. april:       Junior åbningsturnering
29. april:       Generalforsamling

Denne e-mail er sendt til moller0110@gmail.com. Såfremt du ikke længere ønsker at modtage information fra Rungsted Golf Klub, kan du afmelde dig her.

© 2019 Rungsted Golf Klub