Budskab

NINE-AND-DINE – 2. AUGUST

Så er det tid til endnu en Nine-and-Dine – første fredag i måneden.
 
Der spilles en ni-hullers individuel turnering – stableford (max. sph. 36) med løbende start i tidsrummet ml. kl. 17.00 og kl. 18.00. Straks efter spil – ca. kl. 20.00 serveres en to-retters middag i restauranten.

Menuen er:
- Lammeculotte stegt i timian og brunet smør med cremet estragonsauce, knuste kartofler og karotter.
- Lun rabarbermazarin med vaniljeis og karamel.
 
Pris for golf og middag er kr. 195 excl. drikkevarer.

Evt. ikke golfspillende ledsager er velkommen til at deltage i den efterfølgende middag (også kr. 195). Men husk ingen matchdeltagelse uden middagsdeltagelse.
 
Jonas og Mikkel glæder sig til at servere et dejligt måltid ledsaget af hyggelig loungemusik. 
 
Tilmelding til NINE-AND-DINE i GolfBox – og tilmelding til ledsager til ”DINE” pr. email til info@rungstedgolfklub.dk.
 
Tilmelding senest torsdag kl. 16.00 i GolfBox eller til kontoret.

GRILLAFTEN 4. AUGUST

Næste søndagsgrill er på søndag, hvor Jonas som altid tænder op i grillen, og Mikkel står klar til den store grillbuffet med det bedste fra slagteren, fiskehandleren og grønttorvet.
 
Ud over grillen vil der også være en buffet med forretter, salater, dressinger og oste.
 
Alt sammen til en pris per person på kr. 295 – børn under 12 år halv pris.

Husk at bestille bord hos Jonas på kontakt@holyone.dk eller på telefon 45 86 41 49.

GREENKEEPERNE - SIKKERHED

På det seneste har vi desværre oplevet et par meget uheldige episoder, hvor golfspillere ikke respekterer sikkerheden omkring vores greenkeepere. Derfor minder vi om, hvor vigtigt det er, at man først slår sit slag, når greenkeeperen har vinket en frem.

Bl.a. var der maskinnedbrud på en green, hvor maskinen skulle repareres, før den kunne køres væk. Det tog lidt tid, og greenkeeperen holdt løbende øje med golfspillere og vinkede dem ind, men desværre var det ikke alle, der respekterede dette. Resultatet var, at et flot indspil landede kun et par meter fra greenkeeperen.

Husk at selvom det kan kræve lidt tålmodighed, er det vigtigt at tage hensyn til vores greenkeepere, der gør alt for at passe på vores flotte bane, så vi får de bedste spillemæssige oplevelser.

AT SPILLE GOLF

Det er så dejligt, at vores greens er blevet bedre og bedre dag for dag, men det er ærgerligt, når man møder en green med rigtig mange nedslagsmærker. Det er en del af golfspillet, at man med sin pitchfork i hånden og et hurtigt bøj og stræk retter nedslagsmærket op, så græsset restitueres på 24 timer i stedet for 24 dage!
 
Vi beder alle om altid at bekræfte starttider, inden man skal spille. Der er desværre mange, der booker en masse tider og ikke altid får brugt tiderne. Derfor vil vi fremover maile til spillere, der ikke har bekræftet deres tider – måske bare glemt at gøre det eller glemt at slette den tid, man ikke skal bruge.

Hvis det gentagne gange viser sig, at man ikke sletter ubrugte tider (eller ikke bekræfter sin tid før spil), vil vi efter en advarsel, påføre medlemmet periodevis karantæne fra booking. Forhåbentlig bliver det aldrig relevant. Det handler alt sammen om at tage mest mulig hensyn til alle medlemmer, så GolfBox ikke er fyldt med reservationer, der rent faktisk ikke bruges.

RUNGSTED UGEN 7. TIL 11. AUGUST

Mange har allerede meldt sig til de forskellige turneringer i Rungsted Ugen i næste uge, men der er fortsat ledige pladser, så gå ind på GolfBox og meld dig til.

Der er fælles middag i restauranten lørdag den 10. august, som vi opfordrer alle spillerne til at deltage i. Også her kan tilmelding ske i GolfBox eller ved henvendelse til kontoret.

Denne e-mail er sendt til moller0110@gmail.com. Såfremt du ikke længere ønsker at modtage information fra Rungsted Golf Klub, kan du afmelde dig her.

© 2019 Rungsted Golf Klub