Hvorfor?
Hvorfor har vælgerne straffet det tidligere regeringsparti PO til trods for Polens gode økonomi, enorme investeringer i infrastruktur og landets modernisering i de seneste år? Svaret er enkelt: Vælgerne havde forventet en endnu mere dynamisk udvikling.
 
Selv om staten under PO-regeringen medfinansierede unges boliglån, er det i realiteten kun de bedrestillede, som overhovedet kan få et lån i banken. Skuffelsen over, at den tidligere regering ikke satsede på billigt kommunal boligbyggeri, er stor. Udover mere løn og lavere arbejdsløshed ønsker de unge også at have jobstabilitet og en mulighed for at stifte familie.
 
Over 43% af polakker i aldersgruppen 25-34 år bor stadigvæk hos deres forældre, og tæller man dem med, som deler studielejligheder, giver det mere end 50% af de unge, som ikke er i stand til selv at finansiere en bolig. Det er måske den gruppe af unge, som denne gang valgte at stemme på protestpartiet Kukiz’15. At PiS, som traditionelt henter stemmer i den ældre del af befolkningen, denne gang også vandt blandt unge vælgere var en stor overraskelse.  
 
Journalist på ugebladet Polityka, Jacek Żakowski ser lidt anderledes på de unges valg. I et interview til den venstreorienterede tænketank Krytyka Polityczna siger han: ”De unges overvældende støtte til PiS er et tegn på deres virkelighedsbillede, et verdenssyn de får fra deres ofte meget traditionelle hjem og skole - ’gud, præst og lærer, og først til sidst mig selv’. Og så kommer Kaczyński, og han er gud”. Żakowski peger på, at valgresultatet i høj grad er betinget af det statslige uddannelsessystem og de statslige medier, som er under kirkens indflydelse. Andre kommentatorer peger dog på, at PiS’ overraskende succes blandt unge også kan skyldes, at de unge ikke husker årene 2005-2007, hvor PiS var ved magten og gjorde Polen til Europas ”uartige barn”.
 
En anden vigtig faktor for valgresultatet er den tidligere regerings forhøjelse af pensionsalderen fra henholdsvis 65 år til 67 år for mænd og fra 60 år til 67 år for kvinder. At pensionsalderen på 67 år for kvinder så først bliver en realitet om 20 år, gør ingen forskel. Skuffelsen hos mange er enorm.
 
Ifølge OECDs rapporter hører polakker blandt verdens fem hårdest arbejdende nationer. Imens er både lønninger og pensioner stadig lave. Prognoser viser desuden, at pensionen med tiden vil blive endnu lavere, og når overgangen til den højeste pensionsalder bliver en realitet i 2035, vil en typisk pension ligge på 28% af gennemsnitslønnen.
 
I sin valgkampagne lovede PiS en nedsættelse af pensionsalderen, børnecheck til familier med mindst to børn på et beløb svarende til ca. 1000 dkk per barn (gennemsnitslønnen i Polen er ca. 5000 dkk netto), samt højere personlige skattefradrag. I alt skønnes dette til et beløb svarende til ca. 100 mia. dkk om året, hvilket partiet sandsynligvis får svært ved at finde i statsbudgettet.
 
Disse løfter, den almindelige træthed over POs 8-årige regeringsperiode samt en skandale med hemmelige optagelser af samtaler mellem den afgåede regerings medlemmer (som blandt andre den tidligere udenrigsminister Radek Sikorski var offer for) var afgørende for, at PiS vandt valget. Partiet vandt endnu større opbakning i de sidste uger op til valget ved sin effektive skræmmekampagne baseret på polakkernes angst for fremmede kombineret med en massiv indvandring af muslimer. Politikerne fremmanede et negativt fremtidsbillede med terrorisme, sharia-lov, risiko for epidemier m.m.
 
Billedet er fra Videnskabscentret Mlyn wiedzy i Torun. 
 
Foto:  Ł. Balcerzak
 
<<
Almost there..
Account is not activated.
To publish your page and remove this message you must activate your eMarketeer Basic or Pro account.

Log in to your eMarketeer account to upgrade your payplan.