Carl Nielsens 150-års Jubilæum
“Who is the most underrated composer of the 20th century? [ …] Carl Nielsen.” Sådan skriver den amerikanske musikkritiker Alex Ross på bloggen 'The Rest is Noice' som svar på kollegaen Jerry Bowles’ spørgsmål.
 
Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg sætter nu den udtalelse på prøve, når det fejrer Carl Nielsens 150-jubilæum gennem en stor satsning i Rusland. Carl Nielsen er ubestridt Danmarks nationalkomponist. Ud over hans velkendte sange har han også komponeret seks symfonier, der bevæger sig i grænselandet mellem romantikken, som Nielsen foragtede, og modernismen. Det Danske Kulturinstitut har derfor i et forsøg på at skabe et gennembrud for komponisten i Rusland inviteret såvel russiske som danske musikere til at opføre deres fortolkninger af Carl Nielsens værker i Skt. Petersborg, men også i den russiske by Vyborg og i Vitebsk (Hviderusland).
 
Det er lykkedes Instituttet at engagere St. Petersburg State Symphony Orchestra Klassika til at spille alle seks symfonier i løbet af det kommende halve år. Desuden spiller St. Petersburg State Academic Symphony Orchestra Nielsens berømte ’Helios-Ouverture’ i november, og denne, samt muligvis Nielsens klarinetkoncert, er også programsat for ungdomsorkestret Taurida International Symphony Orchestra, når de spiller den 25. december.
 
I november spiller også det danske ensemble Athelas Sinfonietta komponisten Hans Abrahamsens fortolkning af Carl Nielsens Symfoni nr. 6. I december spiller Nightingale String Quartet et program, der består af bl.a. Nielsens Strygekvartet i g-mol og den 6. strygekvartet af Rued Langgaard, Nielsens samtidige. Desuden spiller også Trio Vitruvi også på ’The Sollertinsky International Music Festival’ i Vitebsk, Hviderusland, i december.
 
Et andet vigtigt projekt i jubilæumsprogrammet er et Carl Nielsen-symposium den 15. oktober, hvor komponisten, forfatteren og professor emeritus Karl Aage Rasmussen er key-note speaker. Seks russiske musikspecialister præsenterer også papers og debatterer Ruslands forhold til den i Rusland ret ’ukendte’ Carl Nielsen.
 
Der er også tænkt på de kommende generationer af musikudøvere. I den sidste uge af november afholder en af byens musikskoler, Lyceum, en Carl Nielsen–konkurrence for børn og unge, og vinderne herfra deltager i en afsluttende koncert med et symfoniorkester.
 
Carl Nielsen-sæsonen startede allerede den 15. april, hvor det verdensberømte St. Petersburg Philharmonic Orchestra lavede en fremragende fortolkning af Nielsens Symfoni Nr. 5 i The St. Petersburg Shostakovich Philharmonic Grand Hall. Den 25. september fremførte Klassika State Symphony Orchestra Carl Nielsens 3. symfoni (Sinfonia Espansiva) i et program, der også omfattede værker af de nordiske komponister Sibelius, Stenhammar og Grieg til åbningen af festivalen ’De Nordiske Uger’, som gennemføres i et samarbejde mellem de skandinaviske konsulater og kulturinstitutter i Skt. Petersborg. Man har fra arrangørernes side villet markere, at selvom Nordisk Ministerråds kontor nu er lukket som følge af det russiske justitsministeriums anklage mod det for at være ’foreign agent’, så ønsker man ikke fra nordisk side at afbryde alt samarbejde med Nordvestrusland. 
 
Foto: 'De Nordiske Uger'
   
<<
Almost there..
Account is not activated.
To publish your page and remove this message you must activate your eMarketeer Basic or Pro account.

Log in to your eMarketeer account to upgrade your payplan.