 |
| Nye kulturelle forårsvinde fra Bruxelles | |
 April bød på nye og varme kulturelle vinde fra EU’s 2016 Kultur Biennale, ’European Culture Forum 2016’.
Med EU Kommissær for Uddannelse, Kultur, Ungdom og Sport Tibor Navrcsics som vært og med vice præsident i EU Kommissionen og EU’s Udenrigschef Federica Mogherini som medvært, mødtes omkring 1.000 af de mest indflydelsesrige europæiske interessenter i internationalt kultursamarbejde til to dages debatter, arbejdssessioner, kulturelle oplevelser, markedsgøgl og netværksudvikling.
Den ’store tale’ blev holdt af en dynamisk og empatisk Federica Mogherini over temaet Kultur og Udenrigspolitik.
Mogherini kridtede banen op for en ny og anderledes europæisk tilgang til brug af kultur i EU’s udenrigspolitik, eller snarere i den embryoniske fælles EU udenrigspolitik.
Hun slog indledningsvis fast, at hun angreb temaet som realpolitiker, uden sentimentalitet. Realpolitikken har sit afsæt i prioritering af de centrale, strategiske interesser. Hun mindede om, at Samuel P. Huntingtons hypotese fra begyndelsen af 90’erne om ’the clash of civilizations’ måtte anses for at være definitivt aflivet. Det er ikke kultur, der skaber konflikter. Konflikternes rødder skal findes i grundlæggende magtinteresser, hvor penge og indflydelse går hånd i hånd.
Mogherini mindede om, at EU’s eget kulturelle bagtæppe er et kulturelt mix, et kulturelt kludetæppe. Kultur i Europa og Europas kultur vil altid være og har altid været præget af pluralisme og forskelligartethed. Frygten for det multikulturelle dækker i realiteten over usikkerhed og manglende tiltro til egen kulturelle identitet.
Det var udenrigschefens opfattelse, at arbejdet med kultur burde være en central bestanddel af arbejdet med EU’s nye globale udenrigsstrategi.
EU’s tilgang til dette arbejde burde baseres på en række principper, herunder bl.a. at EU burde lægge mere vægt på at lytte til end på at ’belære’ sine samarbejdspartnere, at EU burde satse endnu mere på kulturel udveksling (bygge videre på Erasmus succesen også i forhold til omverdenen og i forhold til kulturens behov), samt at EU burde tage mere aktivt del i af den/de europæiske kulturarv/e. Mogherini annoncerede ved samme lejlighed, at 2018 ville blive ’European Cultural Heritage Year’ i et ambitiøst projekt under udvikling i samarbejde med UNESCO.
Det blev endvidere gjort klart, at Mogherini ikke ser de kulturelle opgaver som noget, der skal varetages af et voksende kultur-embedsapparat, men skal varetages af civilsamfundets mange spillere, af ikke-statslige aktører, af EU’s eksisterende netværk af Kulturinstitutter, af samarbejder mellem byer, mellem mennesker, forskere og kunstnere, af en helt ny mangfoldighed af ikke-statslige aktører. EU vil som udgangspunkt ikke selv være udførende på det internationale kulturarbejde, men vil søge at udvikle en mere decentraliseret model med civil samfund på tværs af nationale grænser.
EU er i virkeligheden, ifølge Mogherini, uden rigtig selv at vide det, en kulturel supermagt, der bør lære at spille sin rolle som en åben katalysator for både at inspirere og blive inspireret, men på en anden måde end de traditionelle statslige aktører. Kultur bør ses som noget, der skaber energi, snarere end som noget, man eksporterer.
De efterfølgende debatter tyder på, at der tale om et grundlæggende paradigmeskift i EU’s syn på kulturens rolle i udenrigspolitikken.
Debatterne tyder også på, at der som et afsæt for en sådan nytænkning skal tænkes grundigt over, hvilke europæiske værdier man med føje kan/skal tegne.
Specielt debattører fra lande i EU’s periferi, Tyrkiet, MENA osv., pegede på den kolossale betydning, det, de ser som europæiske kærneværdier (frihed, lighed, demokrati osv.), har for at holde liv i håb om modernisering i lande, hvor ikke blot kunstnere, men langt bredere dele af befolkningerne (f.eks. kvinder), lever under umenneskelige forhold, og hvor ytringsfrihed, forsamlingsfrihed osv. er rene drømme.
Europa måtte ikke glemme sine egne værdier, de er for vigtige til at blive glemt. Og netop disse værdiers kulturelle kraft til at skabe håb om ændringer gør det endnu mere nødvendigt, at det kulturelle samarbejde friholdes fra den stigmatisering, der i mange af disse lande ligger i stat til stat, regering til regeringsamarbejde.
Fra disse såkaldte tredie lande blev der også advaret imod for megen fokus på ’Kulturarven’. De havde erfaringer for at et sådan fokus, som de kun alt for meget oplevede hos dem selv styret af repressive systemer, typisk førte til mere fokus på identitet, på intolerance og medvirkede til at understøtte tendenser til farlig udemokratisk nationalisme.
<< |
|
|
|
