Kunsten at virkeliggøre en idé
Der er ikke meget jul over Beijing. Bortset fra de dage, hvor luftforureningen har taget overhånd og tvinger folk og fæ til at blive indendørs, kværner livet i den kinesiske hovedstad i vanligt ustyrlige tempo. Man skal først frem til slutningen af januar, før pulsen går ned, og indbyggernes tanker begynder at samle sig om højtid og tilhørende ferie. Når det kinesiske nytår sætter ind, går alt til gengæld i stå, byen affolkes og hastigheden på vejene kommer op over de 10 kilometer i timen.
 
I Det Danske Kulturcenter lyser og glimter december dog i bedste danske stil. Stedet er i sin første vinter blevet til en lun hule med masser af guf for øjnene. Helt konkret en udstilling med 211 vidunderlige smykker fra Statens Kunstfonds samling, ’Smykkeskrinet’, der fortæller de besøgende om en helt særlig tradition, hvor designeren også er håndværkeren, der rent faktisk materialiserer ideen. Sådan er det sjældent i Kina, hvor designeren som regel koncentrerer sig om tanken og får andre til at omsætte den til en fysisk, taktil genstand.
 
Sammenkoblingen mellem kunstnerisk udvikling og omsætning til stof er et dansk adelsmærke, der genfindes i de bedste kreationer, man kan kalde for godt design. Det gælder også Kulturcentret. For ét år siden var bygningen et mørkt, utilgængeligt og nærmest uindbydende monstrum uden idé og sjæl. Men efter det kinesiske nytår tog arkitekten Lv Pinjing fat på et større pillearbejde med at dekonstruere den og finde frem til dens dna.
 
Sideløbende med Lv’s skitsering fortsatte Kulturinstituttet i Beijing, som det har gjort i 10 år med at hjælpe danske kulturaktører på vej i den kinesiske virkelighed. I den klassiske kulturby, Suzhou gennemførte Sydvestjyske Museer og Nationalmuseet udstillingen, ’Dragons from The Northern Seas’ om vikingernes maritime handelsveje – der endda havde en interessant afstikker til vores forfædres smykkekunst.      
 
Esbjerg Ensemble åbnede Carl Nielsens 150 år med en række koncerter, der udover at sætte fødselaren på Kina-kortet havde nutidige danske komponister på programmet, mens forfatterne Jakob Vedelsby, Lise Bidstrup og Annette Oster deltog i en række litteraturarrangementer med oplæsning af egne værker.
 
Alt i mens Lv kæmpede med sit hovedgreb for kulturcentrets indretning, var det blevet forsommer og tid til en anden danske kulturspecialitet: Børneteater. I løbet af maj-juni gennemførtes en turné til fire-fem byer for en række nye børneforestillinger krydret med workshops, symposier og indgåelsen af strategiske partnerskaber med flere lokale aktører på børne- og ungdomsområdet i Beijing, Xi’an, Chongqing, Shanghai, Guangzhou og Shantou. Apollo Teater fremførte deres forstadspunkede danseudgave af ’Den Lille Pige med Svovlstikkerne’, mens musikperformeren Thomas Sandberg tryllede toner ud af alskens bærbart grej, og Sofie Krog Teater gav publikum gys og latter for alle pengene med sine dukker i forestillingen ’Huset’ om død og husspektakler.
 
I det mere indlæringstunge spekter gennemførte Billedskolen syv undervisningsforløb om arkitektur og design for børn i grundskolen, som sørgede for, at de små kinesere rigtigt fik syn for sagen om, hvordan det danske undervisningssystem bruger en kunstnerisk tilgang til at skabe bevidsthed om vigtige emner. Det blev også til matematik-orienterede konkurrencer i Beijing, hvor hundredvis af børn prøvede kræfter med hinanden og spillet Gravity Board Games, udviklet af Leif Egholm og Michael Brommann. Dette brætspil, der lærer børnene at omsætte matematik til kreativ, rumlig problemløsning, er så småt ved at blive introduceret i kinesiske undervisningsforløb med støtte af det kinesiske undervisningsministerium og Dansk Matematiklærerforening.
  
Lv Pinjing er en travl herre med meget andet at se til end en ombygning af en industriejendom til dansk kulturcenter. Han er først og fremmest rektor for Kinas førende arkitektskole, så sommerferien bekom ham vel med den fornødne tid til at færdiggøre sit design, og i løbet af juli rykkede 30 håndværkere og bygningsarbejdere ind for at rive ned, bygge op og sove. For i Kina bor man på byggepladsen, indtil opgaven er løst.
 
Det var den så medio september, hvorefter kulturcentret kunne tages i brug med udstillingen ’Age and The City’ om konsekvenserne af den demografiske udvikling i henholdsvis Danmark og Kina, udviklingen af byernes typologi. Kulturcentrets flotte hovedrum var helliget problematikken ud fra en dansk betragtning med løsningsforslag for seks danske byområder, mens anden sal var koncentreret om udkommet af en workshop blandt danske og kinesiske arkitektstuderende, der indledte en dialog om virkningerne af ældning på byer i de to lande.
 
’Age and The City’ blev en publikumsucces, fordi den italesatte et problemkompleks, som den almindelige kineser normalt ikke skænker en tanke, men som halvvejs inde i udstillingsperioden blev aktuelt, da den kinesiske regering ophævede den næsten 40 år gamle ét-barnspolitik. Med til at skabe successen var en iøjnefaldende, omfattende skalamodel med 21 befolkningspyramider, der sammenholder den demografiske udvikling i Danmark og Kina over en 100-års periode fra 1950 til 2050. Denne installation blev på rekordtid et yndet fotomotiv for udstillingens gæster og har siden optrådt i tidsskrifter og tv-udsendelser.
 
25. oktober – på dagen ét år efter at kulturminister Marianne Jelved indviede den utilpassede og lidet anvendelige bygning til dansk kulturcenter – åbnede udenrigsminister Kristian Jensen officielt Danmarks officielle kulturplatform i Kina med deltagelse af danske og kinesiske indbudte.
 
Siden er stedet blevet en adresse i 798 Art District med besøgende, der kommer for at opleve, hvordan tankerne om et åbent, multifunktionelt hus er blevet omsat til smukke og inspirerende rammer. Et kinesisk hus med danske karakteristika, som grundejeren fremhæver som et eksempel på, hvordan områdets øvrige industribygninger kan ombygges. I julemåneden er det dog formentlig de færreste gæster, der vil tænke over det aspekt. De vil i stedet nok koncentrere sig om de smukke spektakulære genstande bag glas, der fortæller historien om, hvordan en idé bedst virkeliggøres af hænder, der agerer i direkte forlængelse af den klare tanke.
 
Foto: Fra 'Smykkeskrinet', Det Danske Kulturcenter
   
<<
Almost there..
Account is not activated.
To publish your page and remove this message you must activate your eMarketeer Basic or Pro account.

Log in to your eMarketeer account to upgrade your payplan.