 |
| Mistroisk som polak | |
 Den lave valgdeltagelse på 51% bekræfter, hvad der generelt er velkendt, at polakker ikke er særligt politisk engagerede og har meget begrænset tillid til staten. Dette har sine rødder i landets turbulente historie. I det 19. årh., da landet var delt mellem Rusland, Preussen og Østrig-Ungarn, var staten en fremmed magt, som befolkningen måtte stille sig op imod for at bevare sin nationale identitet. Den korte periode, hvor polakker på mirakuløs vis nåede at opbygge en velfungerende stat efter 1. Verdenskrig, blev der sat en stopper for ved 2. Verdenskrig med endnu et styre fra en fremmed magt. Også det kommunistiske styre, som blev påtvunget polakkerne af Stalin efter krigen, blev opfattet som noget fremmed. Igennem alle disse perioder var det en stærk familie, der blev svaret på livet i en autoritær stat.
Det er lykkedes PiS gennem årene at fokusere på landets og folkets historie og genoplive mistilliden til stærke naboer. Partiet har også mestret at skabe politisk uenighed ved ustandselig at provokere og beskylde politikere og polakker, der ikke deler partiets verdensopfattelse, for at være antipolske. De talrige polemikker har skabt et generelt negativt billede af den politiske elite, et billede som er styrket gennem mediernes højere interesse for uenighederne frem for debatten om den reelle politiks resultater. Dette har været en væsentlig årsag til polakkernes lave samfundsengagement.
I et interview med dagbladet Gazeta Wyborcza (d. 29.10.2015) under titlen ”Mistroisk som polak” bekræfter samfundssociologen Janusz Czapliński, at det generelt står tragisk til med polakkernes bidrag til samfundets sociale kapital, som gennem de sidste 20 år har ligget på samme lave niveau. Han påstår, at polakkerne er socialt inaktive, engagerer sig ikke i organisationer og først og fremmest er legendarisk mistroiske. Polakker ligger ifølge en europæisk meningsmåling om samfundsforhold (fra 2012) langt nede på listen. Ifølge meningsmålingen har polakker størst tillid til familien, som de satser på frem for det fælles bedste. Dette fokuspunkt forstærkes af kirken og hænger også sammen med den traditionelle prioritering af det individualistiske. Det polske undervisningssystem bidrager ikke til at gøre det bedre. ”Skolen, med dens utallige testprøver, får eleverne til at konkurrere i stedet for at samarbejde. I dag cementerer polsk skole den patologiske individualisme. De fleste opgaver udfører eleverne solo, hvilket opdrager uduelige folk, når det drejer sig om at kunne samarbejde”, siger sociologen.
Den kendte filosof og idehistoriker, professor ved Warszawa Universitet og aktiv skribent Marcin Król udtrykker det endnu stærkere: "… der findes ikke demokrati i Polen. Der findes ikke tydelige ideologiske synspunkter, ingen taler om radikal ændring. Der findes mange skarpe udtalelser rettet udelukkende mod de laveste instinkter. Det, vi har i Polen, er en minimalistisk forståelse af demokratiet. Det er et procedurelt demokrati, der kræver mit engagement en gang hvert 4. år, dvs. at få stemmesedlen ind i stemmeboksen. [...] Det er et forstenet demokrati. Hvad nytter det?”
Helt galt er det dog ikke. Der er registreret knap 8.000 aktive NGOer i Polen, og der var så godt som ingen før systemskiftet for kun 25 år siden. Civilsamfundet er i dynamisk udvikling, og de yngre generationer af uddannede polakker vil i tidens løb sikkert ændre billedet endnu mere.
Trods påstande om polakkernes manglende vilje til virke i fælleskabet, er der alligevel mange ativiteter, de gerne samles til. På billedet ses det årlige Uafhængighedsløb i november.
Foto: AMCieszewscy
<< |
|
|
|
