Nye partnerskaber med lokale brasilianske aktører
Kulturkalenderen har som altid været godt fyldt op. Blandt andet bør nævnes, at ’Aprilfestivalen’ i Danmark atter havde besøg af repræsentanter for brasiliansk børneteater og teaterfestivaler. I løbet af de sidste tre år, har vi igennem vores paraplyprojekt ’Canal Curumim’ sat børneteater i højsædet. Projektet kulminerede i efteråret med 18 forestillinger og 7 workshops leveret af Teater Refleksion, Asterions Hus og Teater Nordkraft på de brasilianske teaterfestivaler: Paideia Festival og Festival Internacional Intercâmbio de Linguagens.
 
I juni rejste Det Kgl. Teaters juniorballetkompagni Kompagni B på turné til Rio de Janeiro og São Paulo. Omdrejningspunktet for turen var ’Kids2Kids’ workshops, hvor Kompagni B’s unge dansere selv styrede slagets gang, ofte kun med dans og bevægelse som kommunikation. Det blev en frugtbar proces med masser af demokrati, deltagelse og dialog i en medrivende kunstnerisk kontekst.
 
2015 stod også på den længe ventede fejring af 150-året for Carl Nielsen. Med turnéer fra juni til september kunne brasilianerne opleve blæserkvintetten Carion, Nightingale String Quartet og sopran Signe Asmussen akkompagneret af Erik Kaltoft. Hver turné indeholdt 3-4 koncerter, masterclasses på musikkonservatoriet, og produktion af et 60 minutters program for TV Brasil.
 
Carl Nielsen-fejringen har skabt nye partnere i den brasilianske musik- og medieverden, såsom Sala Cecilia Meireles, Teatro Municipal do Rio de Janeiro, Cidade das Artes, TV Brasil, og bragt os i kontakt med ledende agenturer som Cultura Artistica, Mozartheum og Dinamicagência. Dette netværk bliver fortsat videreudviklet i 2016, hvor Kulturinstituttets musik- og danseprojekter vil fokusere på moderne dans, ny kompositionsmusik, kammermusik og genreblandinger med bl.a. dansk folkemusik.
 
Det var dog ikke udelukkende envejstrafik fra Danmark til Brasilien. Via midler fra det internationale presseinitiativ sendte TV Brasil producer/guitarist/journalist Mauricio Pacheco til Danmark i juli, hvor han producerede et program om ’Roskilde Festivalen’ og ’Copenhagen Jazz Festival’. Desuden interviewede han en række danske kulturaktører, bl.a. Gerda Hempel fra Artlab, til et materiale om det danske kulturstøttesystem.
 
Kulturinstituttets valg om at samle filmaktiviteterne under filmprojektet ’Cine Klap’ har vist sig at give pote. I 2015 medvirkede DKI i i alt 8 filmfestivaler rundt i hele Brasilien, blandt andet takket være et strategisk samarbejde med São Paulo baserede filmproducere.
  
Fotoudstillingen VEINS af Jacob Aue Sobol og Anders Petersen, blev i år vist i de tre brasilianske byer, Curitiba, Salvador og Rio de Janeiro. Udstillingen tiltrak sig både flot medieomtale og omkring 15.000 besøgende, og den er DKI Brasiliens første samarbejde med kulturfonden Caixa Cultural. Afdelingen planlægger en fortsættelse til São Paulo, Brasília og Fortaleza.
 
Det er efterhånden velkendt, at de økonomiske betingelser i Brasilien lader noget tilbage at ønske i forhold til de allerede nostalgiske højkonjunkturår under præsident ’Lula’. Brasilien er i krise - både økonomisk og politisk. Verdens syvendestørste økonomi kom nogenlunde helskindet igennem finanskrisen i 2008, men er nu i recession, hvilket er væsentligt værre, end det forholder sig i de fleste nabolande. Inflationen er høj, korruptionsskandalerne ruller som kæmpe snebolde over det politiske landskab og erhvervslivet, og der er stor mistillid til præsidenten.
 
På trods af krise og nedskæringer er der stadig meget fine vækstbetingelser for DKI i Brasilien. Afdelingen har fortsat opbygningen af kontakter til store lokale aktører som Caixa Cultural, Centro Cultural Banco do Brasil, Oi Futuro, São Paulo Kunstbiennalen samt São Paulo og Rio kommuner. Desuden arbejdes der med en langsigtet indsats for at tiltrække lokal kultursponsorering fra danske, nordiske, lokale og internationale firmaer.
   
Selvom DKI er en lille spiller, oplever afdelingen, at DKI har bygget et godt navn op i kulturmiljøet, både i kraft af vores aktiviteter og netværk med respekterede partnere, men også i kraft af vores måde at fungere på som institution. Nordiske kerneværdier, såsom enkelhed og gennemsigtighed, er naturligt nok populære i dagens Brasilien.
 
Foto: Fra ‘Veias’-udstillingen    
   
<<
Almost there..
Account is not activated.
To publish your page and remove this message you must activate your eMarketeer Basic or Pro account.

Log in to your eMarketeer account to upgrade your payplan.