Hverdag igen efter terrorangrebene
Som bosiddende i Bruxelles var det desværre ikke nogen overraskelse, da det den 22. marts om morgenen forlød, at der havde fundet koordinerede terrorangreb sted i byen. Først læste man om angrebene i lufthavnen på vej til arbejde, senere om angrebene i metroen, der fulgte derefter. Metrostationen, Maelbeek, der var målet for det andet angreb, er den station, hvor man står af, når man arbejder i Europa-parlamentet eller på et af de mange andre kontorer, der ligger i kvarteret. Fra deres vinduer kunne medarbejdere se røgen stige op ad metroudgangene og sårede blive båret op. Andre steder i byen havde folk endnu ikke forstået omfanget af angrebene og fortsatte med deres arbejde, indtil man læste, at der blev opfordret til, at man holdt sig inden døre – hjemme eller på arbejde.
 
Lidt senere på dagen blev al offentlig trafik indstillet, og der blev meget stille, kun afbrudt af lyden af helikoptere. Man så enkelte mennesker gå hjem, ellers var der tomt i gaderne.
Siden angrebene har store dele af metrosystemet været lukket ned, og selv om flytrafikken er genoptaget fra Zaventem-lufthavnen, er det kun med meget nedsat kapacitet.
 
Angrebene den 22. marts følger på en serie af foruroligende begivenheder i Bruxelles. I maj 2014 var der skyderierne på det Jødiske Museum, der dræbte fire. I forbindelse med angrebet på Charlie Hebdo-redaktionen den 7. januar og angrebene i Paris den 13. november 2015, hvor der i begge tilfælde kunne påvises forbindelse til det nu berygtede kvarter, Molenbeek, har vi oplevet et massivt militær- og politiopbud i Bruxelles. Men det store sikkerhedsopbud havde indtil kort før angrebene endnu ikke ført til tydelige resultater.
 
Angrebene har styrket en eksisterende mistillid til den belgiske administrations evne til at skabe sikkerhed for sine borgere. Der er en generel opfattelse af, at det måske ikke er det sidste angreb, vi oplever i Bruxelles. Men på trods af usikkerheden er der også en stor vilje til at hjælpe hinanden og til, at frygten ikke skal tage over og have indflydelse på hverdagen. Der dannedes lynhurtigt en Facebook-gruppe af folk, der tilbød overnatning eller et måltid mad til pendlere og rejsende, der var strandet i Bruxelles. Over tusind mennesker tilmeldte sig gruppen. 
 
Indbyggerne i Bruxelles var hurtige til at sætte sig ud på caféerne i forårssolen igen, skolerne åbnede på anden dagen efter angrebene, og folk genoptog deres arbejde. De belgiske myndigheder har siden lanceret tiltag, der skal hæve sikkerheden og modvirke, at unge radikaliseres. Det er stadig for tidligt at spå om, om det, vi oplevede i Bruxelles den 22. marts, er en ny normaltilstand.
 
Foto: Rosalia Fenger
    
<<
Almost there..
Account is not activated.
To publish your page and remove this message you must activate your eMarketeer Basic or Pro account.

Log in to your eMarketeer account to upgrade your payplan.