Det Danske Kulturcenter taget i brug
Lørdag den 26. september skete det. Det Danske Kulturcenter i Beijing blev taget i brug med åbningen af udstillingen ’Age and the City’. Udstillingen, der er resultatet af et samarbejde med forskningsenheden Urbanism and Societal Changes på Kunstakademiets Arkitektskole og Medialab på Central Academy of Fine Arts i Beijing, diskuterer, hvilke konsekvenser den demografiske udvikling i henholdsvis Danmark og Kina har/vil få for udviklingen af byernes typologi.
 
I åbningen deltog blandt andre Danmarks ambassadør i Kina, Carsten Damsgaard og hans mand Esben Karmark, DKIs generalsekretær Michael Metz Mørch samt arkitekt og lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole Deane Simpson, som står for forskningsprogrammet.
   
Befolkningsudviklingen som udfordring
Begge lande står over for en betydelig ældning af deres befolkninger i de kommende årtier, og den forventede stigning i antallet af seniorborgere er af medierne for længst blevet udstyret med så farverige udtryk som aldersboom, sølv-tsunamien eller den demografiske bombe. ’Age and the City’ undersøger konsekvenserne af disse samfundsmæssige udfordringer i en række byområder i og omkring København og kommer samtidig med bud på, hvorledes man gennem en ny arkitektonisk praksis kan afdække de iboende potentialer i henholdsvis Rødby, Hørsholm, Brøndby, Albertslund og Gilleleje samt på Nørrebro i København. 
 
Tilsammen kaster udstillingens forskellige dele lys på en række presserende udfordringer i Danmark fra forholdet mellem befolkningens ældning og udtyndingen af udkantsområderne; det stigende pres på ældreinstitutioner som følge af den voksende tilflytning af unge til bymidten; forslumningen af sølvbryllupskvarterer i forstæder, hvor mange har levet det meste af deres tilværelse, siden de flyttede ind i tresserne. Disse omstændigheder medfører igen overvejelser om tilgængelighed, mulighed for hjemmehjælp og andre omsorgsydelser for ikke at nævne aldersdifferentiering og social sammenhængskraft osv.
   
Udstillinger på to planer
Kulturcentrets flotte hovedrum er helliget problematikken ud fra en dansk betragtning og kommer med løsningsforslag gennem en række installationer, tegninger, kort og fotografier for hvert af de seks omtalte byområder. Mest iøjnefaldende er en omfattende skalamodel med 21 befolkningspyramider, der sammenholder den demografiske udvikling i Danmark og Kina over en 100-års periode fra 1950 til 2050. Denne installation er på rekordtid blevet et yndet fotomotiv for udstillingens gæster.
 
Centrets anden sal er koncentreret om udkommet af en workshop, som blev gennemført i august måned, hvor danske og kinesiske arkitektstuderende indledte en dialog om virkningerne af ældning på byer mellem de to lande. Fokus er på ét af Beijings ældste kvarterer omkring det tidligere kejserlige Baitasi-templet nordvest for Den Forbudte By, som de studerende har taget under behandling med samme metode, som de seks danske byområder. Baitasi-projektet er udpeget til at være ét af dette års Beijing Design Week’s ni fokusområder.
 
I forbindelse med åbningen af ’Age and the City’, var udstillingens to bagmænd Deane Simpson og Jan Loerakker også inviteret til at tale på den indledende konference i Beijing Design Week, Global Summit ‘Urban Regeneration 2050’ sammen med en række internationale kapaciteter anført af direktøren for FN’s Habitat-program.
 
Foto: Det Danske Kulturcenter i Kina
   
<<
Almost there..
Account is not activated.
To publish your page and remove this message you must activate your eMarketeer Basic or Pro account.

Log in to your eMarketeer account to upgrade your payplan.